Ilderinfo

 Pasningsvejledning for tamilder (mustela putorius furo)

1. Dyreart

Tamilder, fritte (Mustela putorius furo), familie mustelidae. Engelsk: Ferret

Den tamme ilder (herefter kaldet ilder) er et rovdyr (carnivora) der tilhører mårfamilien (mustelidae). Ilderen har været domesticeret i ca. 2500 år, hvor den blandt andet har været populær til jagt og skadedyrsbekæmpelse. Der findes beretninger fra den amerikanske borgerkrig, hvor ildere var med på skibene til at holde muse- og rottebestanden nede. Den dag i dag ses ilderen sjældent brugt til rottejagt, da en rotte kan gøre stor skade på en ilder, men ildere anvendes stadig i stort omfang til kaninjagt, især i England og Australien, men også i Holland og endda få steder i Danmark. Ilderen anvendes også til at trække kabler og wire igennem små tunneller, og bliver i vidt omfang brugt som forsøgsdyr indenfor sygdomsforskning. Den mangeårige domesticering har gjort at ildere ikke er sky overfor mennesker, tvært imod er de kontaktsøgende og trives i menneskeligt selskab, hvorfor de i nyere tid er blevet populære kæledyr. Det er uvist om den tamme ilder stammer fra den vilde europæiske ilder (mustela putorius), steppeilderen (mustela eversmanni) eller en blanding af begge.

1.1 Ilder eller fritte?

Tamilderen kaldes også fritte, hvilket i Danmark kan skabe lidt forvirring, da fritten især i ældre opslagsværker udelukkende er beskrevet som albinovarianten af tamilderen. Dette skyldes formentligt, at albinoen før i tiden har været den mest populære variant til jagt, da den er nem at se og ikke let forveksles med en kanin. Således er det engelske ord ”ferret” blevet oversat til fritte, hvilket i Danmark er blevet knyttet særligt til albinoen. ”Ferret” dækker dog på engelsk over tamilderen generelt, ligesom det tilsvarende tyske ord ”frettchen” og det hollandske ”fretten” heller ikke knytter sig til en bestemt farve. Uanset om man vælger at bruge ordet ilder eller fritte om tamilderen, er der tale om én art, mustela putorius furo, uden hensyn til variationer.

2. Størrelse og kendetegn

Ilderen er et langt og slankt dyr, med en buet ryg, korte ben og en lang hale. Størrelsen kan variere meget, men kropslængden vil typisk være på 25-50 cm fra snudespids til halerod (hannen længere end hunnen) og dertil en hale der ca. udgør en tredjedel af ilderens samlede længde. Normalvægt for tæver ligger imellem 450-1400 gram og for hannerne imellem 900 og 3500 gram. Om ilderen er normalvægtig kommer dog an på dens bygning og længde. Den vildtfarvede ilder har en hvid til gullig underuld og sortbrune dækhår, hvide aftegn omkring snuden, hvide ører og en karakteristisk maske. Ben og hale er helt mørke. Dog findes der mange forskellige farvevarianter, som beskrives i afsnit 13.

Ilderen er berygtet for sin karakteristiske rovdyrslugt. Denne kommer fra duftkirtler som fordeler sig i huden over hele ilderens krop. Dertil har ilderen to analkirtler, hvorfra den ved forskrækkelse kan udskille en kraftig og ubehagelig stank. Det er i Danmark ikke lovligt at få fjernet analkirtlerne, uden medicinsk grundlag, da de ses som en del af ilderens naturlige forsvar. Der er da heller ingen grund til det, da det er meget sjældent de bruger dem, og det at fjerne dem ikke vil fjerne ilderens generelle lugt. I stedet kan ilderens lugt mindskes væsentligt ved at gøre godt rent i miljøet omkring den, sørge for at holde bakker rene og vaske dens tæpper. Ligeledes lugter neutraliserede dyr mindre end virile dyr. Især brunstige hanner kan lugte meget kraftigt.

2.1 Adfærd

Når ilderen er rigtigt legesyg hopper den rundt i en ”krigsdans” med åben mund og hovedet svingende rundt til alle sider. Den vil ofte også ”båtte” som er en dook dook dook lyd, den kommer med. Båtten kan dog, udover at ilderen er meget glad, betyde, at den finder noget spændende, eller den kan bruge lyden til, at fortælle, at noget gør ondt på den (fx hvis man kommer til at træde den på halen) eller at den sidder fast i noget. Ilderen kan, hvis den bliver bange. bruge skrig og i sjældne tilfælde kan man høre den gø. Derudover kan den finde på at hvæse, hvilket betyder at den er utilfreds eller bange, men er sjældent et tegn på aggressivitet. En glad og veltilpasset ilder vil ofte hoppe let henover jorden på tåspidserne og med krummet ryg, hvor en ilder der er bange eller usikker vil holde sig tæt ind til vægge og gå forsigtigt frem.

3. Forventet levealder

Gennemsnitslevealderen er i Danmark 4-5 år. Ildere kan dog i nogle tilfælde blive meget ældre. Der er adskillige dokumenterede tilfælde af ildere, der er blevet over 10 år gamle både i Danmark og udlandet. Aldersrekorden skulle efter sigende være 17 år. Hyppige dødsårsager er forskellige kræfttyper, hvoraf nogle kan være miljøbestemte. Andre kræftformer mistænkes at være arvelige, men selv en ilder af gode linjer som er passet korrekt kan udvikle kræft.

Mange danske opdrættere fører stamtavler, som indeholder optegnelser over levealder og dødsårsager i linjen. Uden at være en garanti, kan det give et indblik i den forventede levealder i den enkelte linje og være et nyttigt værktøj for en potentiel hvalpekøber.

4. Praktiske forhold, anbefalet burstørrelse og indretning

Ildere er ikke burdyr og bør ikke betragtes som sådan. De er intelligente dyr med et stort behov for aktivering og social kontakt, når det er sagt så sover ilderen 16-18 timer, og i vinterperioden eller for ældre individer helt op til 20 timer i døgnet. Den er fra naturens side skumringsaktiv, men tilpasser sin døgnrytme efter dens mennesker, hvorfor man godt kan vælge at have ilderen i bur, når man sover eller ikke er hjemme.

4.1 Indendørs hold

Ved indendørs hold er det mest optimalt for ilderen, hvis bopælen kan sikres så ilderen ikke kan komme til skade eller ødelægge noget, og den kan få lov at gå frit. Har man den mulighed, er den at foretrække, men det er ikke i alle tilfælde muligt eller forsvarligt.

Ilderen kan komme igennem ganske små sprækker. Tommelfingerreglen er at hvis hovedet kan presses igennem, så kan resten også. Derudover er ildere gode til at klatre i møbler og kan hoppe langt. De er desuden udstyret med en helt utrolig portion stædighed, der gør at de bliver ved og ved og ved indtil de kommer det sted hen, eller får fat i den genstand de har sat sig for. De er intelligente og gode til problemløsning, hvilket i hjemmet kan betyde farer vi mennesker har svært ved at forestille os. Ved ildersikring må man ned og se alt i ilderperspektiv, og når det er sikret så godt som man kan, kan man lukke en ilder eller to ud under skarpt opsyn, og holde øje med om der er steder der ikke er sikrede nok. Man skal ikke regne med at kunne opdrage sin ilder fra at vælte et glas vand, eller grave i en potteplante. På trods af at ildere er meget lærenemme, ligger nysgerrigheden og graveinstinktet så dybt i dem, at de højest vil lære at vente med at gøre det til ejeren ikke er der til at se det. I stedet må man fjerne alt ilderen kan ødelægge eller som kan være til fare for den. Ilderen har en svaghed for gummi og lignende bløde materialer, som bør fjernes fuldstændigt fra ilderens rækkevidde, da den kan tygge et stykke af og sluge det, hvorefter det kan sætte sig fast i tarmen. Nogle ildere, især hvalpe der er ved at skifte tænder, kan finde på at tygge i ledninger, dette er dog ikke så udbredt. Til gengæld er der mange ildere, der har en forkærlighed for at grave i gulvtæpper eller i stofmøbler.

Vælger man et bur, bør man gå efter et, der er så stort som muligt og gerne et i flere planer. To ildere bør ikke gå i et bur på mindre end 1x1x2 meter, hvilket er absolutte minimumsmål. Ildere er ikke gode til at klatre i grene og træer, så planerne bør udgøres af etager og hængekøjer. Ildere er ofte klodsede dyr, hvilket er vigtigt at tage højde for i burindretningen, så de ikke risikerer at falde ned og komme til skade. De skal ikke gå i savsmuld eller spåner, da dette generer deres luftveje, og derudover er det både upraktisk, svinende og unødvendigt. I stedet indrettes en bakke som ilderen kan besørge i, bakken kan fyldes med træpiller eller kattegrus efter ønske, så længe man vælger et produkt der er grovkornet, så det ikke kan sætte sig fast i ilderens næsebor, og som ikke støver. Det er meget forskelligt, hvilke bakker der virker til forskellige ildere. I mange tilfælde kan en firkantet opvaskebalje, som evt. er skåret lidt ned i den ene side, udgøre en udmærket og billig bakke. Bakken placeres i et hjørne af buret. Det kan være en god idé at fastgøre bakken, da nogle ildere kan finde på at skubbe rundt med den. I større bure kan det være nødvendigt med flere bakker. Udover bakken skal ilderen have en madskål samt vandflaske eller vandskål i buret. Nogle ildere kan ikke lade en skål med vand være og vil skvulpe rundt med den eller grave vandet ud, yderst underholdende for ilderen, men måske ikke så hensigtsmæssigt for ejeren i alle tilfælde. Resten af buret indrettes med bløde tæpper, hængekøjer, muleposer og evt. forskelligt legetøj, der dog skal være af en type som ilderen ikke kan komme til at tygge i stykker og sluge eller på anden måde komme til skade på. Buret placeres ved stuetemperatur og må ikke stå i direkte sol eller på en lukket altan eller lignende, hvor temperaturen bliver meget høj.

Alternativt til et bur kan man vælge at indrette et værelse til sine ildere, som ligeledes indrettes med bakker, tæpper, bløde senge og diverse ildersikkert legetøj. På et værelse kan man også have forskellige huler samt stativer med hængekøjer. Små kradsemiljøer til katte eller killinger kan være gode, dog skal man også her tænke på at de ikke skal være for høje, da ilderen kan falde ned fra dem. Derudover kan værelset indrettes med en stor aktivitetskasse med fx plastikbolde af en type ilderen ikke kan tygge i stykker. Indholdet i kassen kan udskiftes til fx visne blade eller krøllet avispapir. Nogle har også en kasse med grødris som ildere elsker at grave i. Rør er en anden ting der er et stort hit for ildere, hvad enten det er drænrør, tørretumblerrør eller knitrerør til katte.

Ilderens sengetøj vaskes regelmæssigt, hvilket kan anbefales at gøres med parfumefrit vaskepulver, da ildere kan have følsom hud . Ved to dyr er det ofte nok at vaske sengetøj og gøre grundigt rent hos ilderne en gang om ugen. Bure og ilderværelse kan vaskes af i rodalon eller lignende. Vandflaske/skål og madskål rengøres dagligt, ligesom bakker også skal pletrenses mindst en gang dagligt, afhængigt af antallet af ildere. Nogle ildere foretrækker at bakken er helt ren, hvor andre helst skal have en enkelt bæ i bakken før de vil bruge den. Hele bakken tømmes og vaskes af i rodalon eller lignende ved behov, afhængigt af hvilken type bakkefyld der er valgt og hvor mange ildere der bruger bakken.

4.2 Udendørs hold

Udeanlæg til ildere skal bygges med tanke for, at ildere er utroligt gode udbryderkonger. Det er vigtigt at anlægget er helt lukket og at der bruges minknet eller andet trådnet i samme kvalitet, da ildere kan ødelægge almindeligt volierenet eller hønsenet. Ligeledes er ildere gode til at grave, og kan grave lange tunneller i anlægget hvis de har mulighed for det, hvorfor det er meget vigtigt at have en solid bund gravet ned under jorden. Dette kan bestå af  cement, trådnet eller tætlagte fliser. Anlægget bør være overdækket, både for at ilderne ikke kan komme ud den vej, og for at beskytte dem fra andre dyr som rovfugle, der kan være en trussel imod dem. Derudover kan et tag på anlægget give skygge og tryghed, da ilderen fra naturens side foretrækker ikke at befinde sig i alt for åbne områder, og ofte vil søge ind til en mur eller ind under noget, hvis muligt. Et udendørs anlæg bør være stort nok til at ilderne kan løbe og lege. Hvis det bruges supplerende som aktivering for ildere der ellers går inde og har meget tid ude af buret, er et mindre voliere fin. Går ilderne permanent i et udeanlæg bør det ikke være mindre end 10 m2 og 1½ meter højt og meget gerne større.

Ildere kan tåle at gå ude hele året, såfremt de sættes ud på et tidspunkt hvor ude- og indetemperaturen ligger tæt. Derudover skal ildere altid have adgang til skygge og kølige områder når det er varmt, ligesom de skal have en isoleret redekasse til når det er frostvejr. Kassen kan fores med halm der ikke støver og fyldes med bløde, varme tæpper eller andet støvfrit og varmt redemateriale. De bør have gravemuligheder, fx i kraft af en sandkasse. De vil ligeledes have glæde af rør og selv om de ikke er gode til at klatre i grene, kan de bruge træstubbe og større grene på jorden til at kravle og lege på. Nogle ildere holder af at svømme eller grave i vand, og kan have glæde af adgang til vand, fx i et plastikbadebassin til børn. Nogle vælger at have bakker i deres udeanlæg, men uden vil ilderne vælge et eller flere hjørner som toiletter. Ligesom ved indendørs hold skal ilderne have adgang til mad og vand, det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vandet ikke fryser til is om vinteren. Har man bakker i udeanlægget renses og vaskes de ligesom ved inde-hold. Ligeledes skal vandflaske/skål og madskål rengøres dagligt. Eventuelle tæpper vaskes ofte og øvrigt redemateriale skiftes ved behov.

4.3 temperaturhensyn og evt. regulering

Tamilderens nærmeste vilde slægtninge er tilpasset til et klima som det vi har i Danmark, de tåler kulde godt, når bare de har mulighed for at indrette et frostfrit og tørt sovested. Til gengæld er de følsomme overfor varme. Udover at sørge for adgang til skygge, er det vigtigt at ilderen får nok at drikke, da den nemt dehydrerer i ekstrem varme. Man kan derudover på varme dage tilbyde sin ilder en flaske med koldt vand den kan køle sig ned med. Flasken kan også fryses, og pakkes godt ind i fx håndklæder, så ilderen ikke kommer til at ligge direkte op af den. Ildere sveder ikke, hvorfor blæsere og lignende ingen effekt har. På varme dage er ildere ofte meget dvaske om dagen, og liver op om aftenen når det bliver køligere.

Ildere skifter pels to gange om året, om foråret til sommerpels og om efteråret til vinterpels. Ildere der går inde i kunstig varme vil ikke sætte en ligeså kraftig vinterpels som ildere der er vant til kulde, og tåler derfor heller ikke kulden ligeså godt. Det er vigtigt ikke pludselig at ændre temperaturforholdene, da en ilder der ikke har sat en tyk vinterpels kan blive syg, hvis den pludselig skal bo i et meget koldt miljø. Dette skal dog ikke afholde nogen fra at tage deres inde-ilder med ud i sele om vinteren. Der er heller ingen grund til at give sin ilder tøj på når det er koldt. Selv ildere der holdes inde sætter vinterpels, dog er det vigtigt at sørge for at tage den op når den søger det og holder turene korte på meget kolde dage, hvis ilderen ikke er vant til kulde.

5. Miljø- og plejebehov

5.1 Et sundt miljø

Ligesom mennesker har ildere brug for at gå i et sundt og rent miljø. Røg er ligeså skadeligt for ildere som det er for mennesker, og bør undgås. Ilderen kan som nævnt i et tidligere afsnit ikke tåle at gå i støvende materiale, da dette kan forårsage luftvejsproblemer og infektioner. Træk bør ligeledes undgås og hygiejnen skal holdes høj.

Flertallet af ildere har ingen problemer med at bo i et almindeligt hjem med den larm der naturligt følger med, men der bør alligevel tages et hensyn, fx ved at placere husets ildere i et roligt rum hvis der larmes mere end normalt. Ildere er meget forskellige, og selv om de fleste ildere ikke stresser nemt, gælder det ikke alle. Nogle ildere har brug for ro omkring sig uden pludselig lyde, og andre sover fra alt. Det er vigtigt at observere den enkelte ilders adfærd, og tage de hensyn der kan være nødvendige for at den trives.

5.2 Plejebehov

Pleje af ilderen omfatter et årligt dyrlægebesøg, hvor ilderen sundhedstjekkes og vaccineres imod hvalpesyge (se afsnit 11). Den gældende vaccine hedder Febrivac dist. Har man udegående ildere, kan man overveje også at vaccinere imod rabies. Rabiesvaccinen holder i tre år og er sammen med et eu pas obligatorisk hvis man tager ilderen med udenfor landets grænser.

Den korthårede ilder kræver stort set ingen pelspleje, hvor nogle angoraer (langhårede ildere) kan have brug for at blive børstet engang imellem, og kan have en tendens til at få skidt i pelsen, som skal fjernes. Er ilderen meget beskidt kan den skylles i rent lunt vand. Shampoo bør kun bruges hvis det er strengt nødvendigt, og i det tilfælde bruges der en mild ph neutral shampoo til dyr. Når ilderen vaskes i shampoo nedbrydes hudens naturlige fedtbalance, og hyppige bade med shampoo vil i sidste ende resultere i en ilder der lugter mere. Ildere er generelt gode til at holde sig selv rene, hvorfor bade i langt de fleste tilfælde er unødvendige. Dog kan virile hanner være tilbøjelige til at få tis på maven, og det kan derfor være nødvendigt at rengøre dem i brunstperioden, for det meste er det tilstrækkeligt at skylle dem i rent vand.

I fældningsperioderne kan det være nødvendigt at fjerne løse hår, både fordi disse klør og generer ilderen, men primært fordi den kan komme til at indtage store mængder hår når den groomer sig. Dette kan i værste tilfælde klumpe sig sammen i maven og sætte sig som et fremmedlegeme i tarmen. Hårene kan fjernes ved at ”plukke” ilderen, hvilket gøres ved at lave lette plukkebevægelser i ilderens pels uden at hive i pelsen, det er kun de løse hår der skal med ud. Man kan også få specielle børster og kamme til at tage løse hår, som fungerer rigtigt fint.

Kløer skal klippes ofte, hvis ikke de slides tilstrækkeligt naturligt. I hver klo sidder en blodåre, som man skal være forsigtig med ikke at klippe ind i. Det er forholdsvist let, da kløerne er lyse og blodåren nem at se. Der klippes nogle mm fra blodåren. Kløerne skal ikke klippes helt ned, da ilderen bruger dem til at klatre og grave med. Dog er det også vigtigt de ikke bliver for lange, da det kan være skadeligt for fødderne og lange kløer kan flosse og sætte sig fast i ilderens sengetøj og andet stof. Kløerne på forpoterne klippes typisk hver 14 dag eller en gang om måneden. På bagpoterne vokser kløerne langsommere og der tages spidserne af ved behov. Blodårene i kløerne kan være lidt sværere at se på bagpoterne. Små klosakse til gnavere er gode til kloklipning. Hvis man ikke er tryg ved at klippe ens ilderes klør selv, kan man få vist hvordan man gør hos dyrlægen.

Ørene bør renses efter behov, hvilket varierer meget fra ilder til ilder. Øret danner en L form som man med en vatpind renser ned i uden at forsøge at forcere vatpinden, da kun det ydre øre skal renses. Udover L’et har ilderen nogle små buler/folder i øret, som man renser hvis der sidder skidt. Man kan evt. bruge en babyvatpind til formålet. De færreste ildere synes det er særligt sjovt at få renset ørene, og derfor kan et være nødvendigt at holde dem fast med et nakketag, imens man renser ørene, det er vigtigt at ilderns krop hele tiden understøttes, og at det ikke bliver et overgreb. En bedre metode er at lokke ilderen med noget godt, fx vitaminpasta, imens man renser ørene. Denne metode kan i starten være mere tidskrævende, men er meget mere behagelig for ilderen.

Udover ører og kløer skal tænderne også tjekkes regelmæssigt. Der kan dannes tandsten, der ses som gullige/grønlige/brunlige/grålige belægninger, som oftest viser sig først på kindtænderne. Tandsten kan hos ildere med fordel forebygges med rå ben, tørret kød og hele foderdyr. Hårdt tørfoder og tandstensforebyggende tørfoder kan være godt imod tandsten, men man skal være opmærksom på at det også slider tænderne.  Derudover kan man vælge at børste sin ilders tænder med en blød babytandbørste og tandpasta lavet til hunde eller katte. Kontakt dyrlæge ved tvivl ang. tandsten og rensning af tænder. Det ses ofte at en ilder knækker en hjørnetand. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at få den fjernet hos dyrlægen afhængigt af hvor langt nede tanden er knækket. Er den ikke knækket ned til nerven vil den sjældent være til gene for ilderen (men det kan dog være nødvendigt at få slebet den lidt hos dyrlægen, hvis der er skarpe kanter efter den er knækket).

6. Miljøberigelse og stimulering

6.1 Opdragelse

Selv om ilderen er domesticeret, er det alligevel nødvendigt at lære den hvad den må og især ikke må når den omgås mennesker. Bid er en del af ilderens naturlige sprog og derfor skal ilderen opdrages til at den ikke må bide mennesker. Ofte vil især hvalpe bide i leg. Der er forskel på om ilderen bider (så der går hul) eller om den napper, hvor den tager fat uden at bide igennem. De fleste ildere lærer hurtigt forskellen, og vil kun nappe i leg, andre lærer helt at lade være. En ilder der ikke er vant til at omgås mennesker, og som ikke er opdraget, kan være en rigtig dårlig oplevelse for en uerfaren ilderejer. Ildere kan dog lære hele livet, og det er aldrig for sent at påbegynde bidetræning.

Før man starter med at opdrage, er det vigtigt, at beslutte sig for om man tolererer, at ilderen napper uden det gør ondt, da det er en adfærd der ligger dybt i mange ildere. Det kan med nogle ildere være næsten umuligt at vende dem helt af med at nappe, hvilket er en af grundende til at ildere ikke er gode kæledyr for mindre børn (andre grunde er tid, økonomi og ansvar). Der er flere måder at opdrage sin ilder på, men det vigtigste element er at man er god ved sin ilder. En tillidsfuld og glad ilder er nøglen i god opdragelse. Nogle metoder til opdragelse kan være:

Stemmeføring

Brug stemmeføring til at kommunikere med ilderen. Bruge en lys og glad stemme til at rose og sig AHAH (eller NEJ) i et dybt og bestemt tonefald, når den gør noget den ikke må. Stemmeføring bør bruges i forbindelse med al opdragelse og alle øvrige metoder. Nogle ildere er dog døve og kan stedet lære at forstå bestemte håndtegn/fakter (ros kan fx være klappebevægelse, og skæld ud kan være en løftet pegefinger).

Nakketag

Nakketag er en omdiskuteret opdragelsesform, som har været meget populær. Opdragelsesmetoden har god effekt på nogle ildere, imens andre reagerer meget negativt på det. En af grundene til at metoden har været så anvendt, er at ildere tager hinanden i nakkesindet i dominans, hvorfor fortalere mener at det er at tale ilderens naturlige sprog, og de der taler imod mener at det er at knække dyret. Nakketag bør ikke bruges til ildere der bider af frygt, men kan have god effekt hos ildere der bider, fordi de ikke har lært at lade være, eller fordi de er teenagefrække. Ved nakketag reagerer man på bid ved at tage ilderen i nakkeskindet med den ene hånd, mens ilderen hviler med bagbenene på den anden. Se ilderen ind i øjnene (hvis den ikke lukker dem) og sig AHAH. Sæt ilderen ned igen, lad være med at lade den dingle i nakkeskindet og lad være med at sidde længe og afvent at den gaber. Det skaber unødvendige kampe, og et gab er ikke lig med overgivelse, det er bare ilderens måde at vise at den ikke er farlig på. Hvis ilderen er slem til at hævnbide efter nakketag, så overvej en anden metode. Lange dominanskampe giver ikke en mere lydig ilder, tvært imod kan det være skidt for forholdet imellem ejer og ilder, og skabe meget frustration for begge parter.

Skammekasse

Ved denne metode sættes ilderen, når den bider, i en tom transportkasse eller en anden kedelig kasse der ikke er for stor og den ikke kan komme ud af. Sig AHAH når ilderen bider, sæt den i kassen, og lad den sidde i ca. 2 minutter (ikke længere, da den så glemmer hvorfor den blev sat deri). Luk den herefter ud igen. Gentages hvis den bider igen. Metoden kan være god til dyr der bider i frygt.

Vandforstøver

Sprøjt på ilderen med en vandforstøver eller vandpistol (ikke en for hård stråle, det må ikke gøre ondt på ilderen) når den bider, brug AHAH hver gang. Denne metode virker ikke på alle ildere, da nogle vil opfatte vandet som leg.

Ignorer ilderen

Hvis ilderen napper for at komme til at lege med sin ejer, kan det være bedst at ignorere den eller stoppe legen når den bider, så den opnår det modsatte af det den ville. Brug også her AHAH til at indikere hvornår den går over stregen

Det er vigtigt når man skaffer en ilder, at acceptere at den VIL lave ulykker, komme steder den ikke må, stjæle ting og gemme dem underlige steder, have uheld på gulvet osv. Med ildere handler det om at vælge sine kampe. Ildere kan trænes til mange ting, men de metoder hvor der bruges en direkte straf bør kun anvendes til bid. Man kommer rigtigt langt med positiv forstærkning, masser af godbidder og leg, som kan være motiverende for øvrig opdragelse.

Ilderen må aldrig straffes med smølfespark, bid eller lignende fysisk afstraffelse. Det er vigtigt ikke at bære nag til ilderen når den er blevet irettesat. Irettesættelsen skal ske prompte, da ilderen kun forstår opdragelse hvis det sker som en umiddelbar konsekvens af dens handling, og utidig afstraffelse  vil kun resultere i en usikker ilder, hvilket med sikkerhed vil gøre problemerne værre.

6.2 Stimulering

Ildere er intelligente dyr der er relativt nemme at træne til at lære forskellige tricks. De kan med held klikkertrænes, men træning bør holdes i korte intervaller, da ilderen hurtigt kan miste interessen. Man bør ikke presse ilderen til at træne når den ikke gider, så får man bare en ilder der heller ikke gider næste gang. Tricks man kan lære sin ilder, kan være at sidde på bagben, at give pote, rulle rundt og komme når man kalder, eller når man laver en bestemt lyd.

Det er en god idé at udfordre sine ildere. En god måde at gøre dette er igennem aktivitetslegetøj, hvor de ofte kan bruge det der er designet til små hunde, og have stor glæde af det. Hvis man giver tørfoder kan man med fordel vælge at fodre i en aktivitetsbold, eller lignende, hvor ilderne skal arbejde for at få foderet ud.

7. Fodring

Ilderen er et ægte rovdyr, hvilket vil sige at dens kost optimalt set bør være næsten udelukkende animalsk. Fødeemner for vildilderen er primært mindre pattedyr, fugle, padder, insekter og fugleæg, når den har mulighed for det. Afhængigt af ilderens levested kan fisk også indgå som en del af kosten, ligesom ilderen også kan finde på at tage slanger og andre krybdyr.

Tamilderen kan fodres med tørfoder, der er lavet til ildere, og/eller med et katte- eller killingefoder af høj kvalitet. Man bør vælge et foder med et højt indhold af animalske kilder og med så lavt kulhydratindhold som muligt. (se afsnit 11). Kulhydrat er som regel ikke listet i analysen på foderet, og derfor må man selv regne ud hvor mange procenter der er tilbage, når de øvrige procenter er lagt sammen, en lille del af dette vil være vitaminer og lignende, men størstedelen er kulhydrat. Foder der indeholder kornsorter har ofte for højt et kulhydratindhold.

Vejledende sammensætning for tørfoder til ildere:

Protein: min. 40%
Fedt: 18-22%
Fibre: max. 2%
Aske: max 5%
Kulhudrat: max 20%
Magnesium: max 0,08%
Kalcium/fosfor: 1,1-2/1%

Man kan med fordel blande flere typer af kvalitetstørfoder for variationens skyld. Dog skal man være opmærksom på at foderskift skal ske gradvist, da det kan medføre dårlige mave, især hvis de ikke er vant til en varieret kost.

Stadig flere vælger at BARF-fodrer deres ildere. BARF betyder biologically appropriate raw food, og er en diæt der forsøger at lægge sig så tæt som muligt op af det ilderen ville spise i naturen. Her fodres ilderen med hele foderdyr, eller sammensætninger af kød, ben, brusk og indmad der lægger sig så tæt som muligt op af de naturlige fødeemner. Ved BARF fodring er det vigtigt at være opmærksom på at nogle vitaminer, aminosyrer og enzymer nedbrydes ved længere tids frost. Dette gælder blandt andet taurin, som er essentiel for ilderens syn og hjertefunktion. Taurin findes i store mængder i rå hjerte, men kan også købes som kosttilskud, ligesom mange andre kosttilskud der er målrettet til BARF-fodring (mange BARF produkter er lavet til hund, men man bør være opmærksom på at ilderens behov er meget tættere på den unge kats).

Hvis man ikke vælger at råfodre, er det stadig en god idé at tilbyde sin ilder kød regelmæssigt. Hele foderdyr som mus, rotte, ørkenrotte, andre små gnavere og kanin er sunde for ilderen og gode for dens tænder. Rå kylling og andet fjerkræ er også godt til ildere. Kød kan gives med hele ben i, mindre ben vil ilderen spise og større knogler vil den gnave rene. Ben må aldrig være tilberedte da de så kan splintre. Daggamle kyllinger kan gives en gang ugentligt, de fleste ildere elsker dem, men da de ikke indeholder nok kalk, bør de kun gives som supplement. Ligeledes kan der gives et æg en gang ugentligt. Når man giver rå æg, gives primært blommen, da hviden indeholder et stof der nedbryder B vitamin som blommen er rig på.  Dette nedbrydes ved kogning, hvorfor kogte æg kan gives hele. Nogle fiskearter indeholder ligeledes et stof (thiaminase) der nedbryder B vitamin. Desuden skal rå fisk altid fryses ved -20 °C i mindst et døgn af hensyn til risiko for parasitter.

Ildere er ikke særligt modtagelige overfor salmonella, men man kan vælge at give salmonellafri kylling samt pasteuriserede æggeblommer eller kogte æg for at undgå risikoen.

Frugt, grøntsager, krydret kød, slik og andre former for menneskemad skal ikke gives til ildere. Ildere er følsomme dyr hvad angår kost, og ud over at nogle madvarer kan være giftige for ilderen, kan forkert foder også medføre dårlig mave og andre sygdomme.

Hvis man fodrer med tørfoder skal ilderen have fri adgang til det alle døgnets timer, og tørfoderet bør skiftes ud en gang i døgnet, så indholdet i madskålen altid er friskt. Hvis man vælger at BARF fodre bør man fodre ilderen flere gange dagligt, da ilderens tarmsystem er meget kort, og fordøjelsesprocessen kun tager 4-6 timer. Ilderen skal altid have adgang til friskt rent vand.

Som godbidder kan man bruge en anden type højkvalitets tørfoder end den de får normalt. Tørret kød er både godt for tænderne og god aktivering, som de fleste ildere elsker. Diverse kødbaserede godbidder til katte og hunde kan også bruges til ildere, men de bør dog ikke indeholde salt, sukker eller ret mange kulhydrater. Ildere er tossede med olie, efaolie fra dyrlæge eller lakseolie er gode valg, men der findes også forskellige former for olie lavet direkte til ildere. Vær dog opmærksom på at det ikke indeholder sukker. Vitaminpasta er noget af det bedste ildere ved, det er genialt til at få ilderen til at sidde stille ved fx kloklip og ørerens, men da det indeholder fedtopløselige vitaminer, er det vigtigt at det ikke overdoseres.

8. Behov for motion

Ilderens aktivitetsbehov er meget stort, og bliver det ikke mødt, vil ilderen selv finde på noget at lave, og dens idé om sjov kan meget vel være at nappe dens ejer i fødderne til den får opmærksomhed, ødelægge ting eller forsøge at komme steder hen hvor den ikke skal være.

Ildere der går i bur har brug for mere stimulering og motion end fritgående ildere, og skal have minimum 4 timers aktive udetimer om dagen. Hvis ikke ilderen går ude i hele det tidsrum man er vågen og hjemme, skal den lukkes ud flere gange om dagen på et større område som en ildersikret stue eller et værelse. Det er muligt at have ildere i selv mindre lejligheder eller på et værelse, men det kræver at man gør en ekstra indsats for at aktivere ilderne. Gode lege med ildere kan være fangeleg, hvor ilderen og menneske skiftes til at løbe efter hinanden. Mange ildere elsker også at lege tæppeleg, hvor man tager et tæppe og fejer henover gulvet, mens ilderen hopper, forsøger at fange det, får en glidetur på det eller render ind under det. Mange ildere elsker at jagte fiskestænger af den slags man kan få til katte, og nogle ildere elsker at jagte bolde som man kaster (tit bare for at gemme dem). Man kan også lege ”slåsseleg” hvor man kilder og ”rusker” blidt i ilderen. Hvis man har en ilder der ikke kender grænsen for om og hvor hårdt den må nappe i leg, skal man ikke lege slåsseleg med hænderne, men så kan man i stedet bruge en bamse som ilderen må bide og ruske i alt det den vil. Plastikposer kan være et kæmpe hit hos ildere, som elsker at kravle ind i dem og hoppe på dem. Ildere bør ikke have poser uden opsyn.

Mange ildere har meget ud af at komme ud i sele. Man skal ikke forvente at ilderen kan gå pænt og lige. De fleste ildere elsker at grave og vil også gerne ud og snuse til forskellige ting. Mange ildere vil gerne bæres meget af vejen, hvilket de viser med at hoppe op af benene på deres menneske. Ved at tage ilderen op når den beder om det knytter man bånd til sin ilder, som vil se en som dens trygge base. Selv om ildere bliver båret meget af en gåtur, vil de alligevel få mange nye indtryk. Ofte er ildere bedre til at gå på små stier, gerne i skoven hvor træerne dækker lidt af.

9. Sociale behov

Ildere har et stort behov for at blive leget med og have social kontakt til deres mennesker. Hvis de ikke får det vil de selv søge det, hvilket kan ske på mere eller mindre hensigtsmæssige måder for ejeren. Nogle ildere er meget kælne og vil gerne nusses og ligge hos ejeren og putte, andre ildere kan ikke sidde stille i to minutter og vil meget hellere bruge mennesker til at lege med.

Med undtagelse af i parringsperioden og hvalpetiden er vilde ildere solitære. Den tamme ilder er dog meget anderledes. Under domesticeringen af ilderen har den ikke kun lært at omgås mennesker, men er også blevet et dyr der sætter stor pris på artsfæller. Ildere der går to eller flere sammen vil lege med hinanden, sove sammen og groome hinanden. Unge dyr er normalt nemme at sætte sammen, og hvalpe bliver som regel accepteret af ældre dyr, selv om hvalpe kan være meget hyperaktive og irriterende for ældre individer. Hvalpe har et meget stort behov for artsfæller, og derfor bør man ikke få en hvalp til at den skal gå alene. Ældre ildere kan i nogle tilfælde have svært ved at acceptere nye, især voksne dyr, og i nogle enkelte tilfælde kan det være bedst at lade den ældre ilder gå alene. Sammenføringer kan være svære, og kræve rigtigt meget tid og energi, men kan i langt de fleste tilfælde lykkes. Det bør altid tilstræbes at have flere ildere sammen.

9.1 Sammenføring

Ved sammenføringer af ildere, lader man først ilderne mødes, gerne på et neutralt område, men hvis det ikke er muligt kan de mødes i hjemmet. Lad ilderne have god plads hver gang de er sammen så de kan undgå hinanden hvis de vil, og lad dem tilnærme sig hinanden i deres eget tempo. Det er meget forskelligt hvordan de reagerer på hinanden, nogle går sammen fra første øjeblik, andre slås lidt, men lægger sig så til at sove sammen og andre igen er aggressive overfor eller bange for hinanden, skriger og skråler og laver analprutter.

Man skal i vidt omfang lade ilderne klare deres kampe selv, trods det kan virke voldsomt (skrig, analprutter og ildere der rusker hinanden i nakken er ikke unormalt, men en del af dominanskampen), men så længe der ikke er blod og de ikke gør skade på hinanden, skal de nok finde ud af det. Dog bør ilderne sove i hvert deres bur eller rum til de selv begynder at lægge sig til at sove sammen. Under sammenføring kan man bytte om på deres tæpper så de bliver trygge ved hinandens duft. Giv dem en masse godbidder mens de er tætte på hinanden og lad dem spise noget lækkert som fx æggeblomme eller olie fra samme skål.

Sammenføring kan i værste fald tage flere måneder, og i grelle tilfælde er det en god idé at tage kontakt til en erfaren ilderejer eller opdrætter, og bede om hjælp til at vurdere adfærden og råd til sammenføring af de specifikke ildere

9.2 Ildere og andre dyr

Man skal passe på med at have ilderen i nærheden af mindre kæledyr som gnavere, kaniner, fugle eller andre dyr de anser for byttedyr. De er gode til problemløsning, og selv om hamsterburet står i reolen, er det ingen garanti for at ilderen ikke kan komme op til det, åbne det og tage hamsteren. Det er deres naturlige instinkt og når de først har opdaget at der er et potentielt bytte, kan de være meget vedholdende for at få fat i det.

Til gengæld er der talrige eksempler på ildere der går problemfrit sammen med katte og hunde. I hjem hvor ildere og katte går sammen er det vigtigt at kattene har et ilderfrit sted at søge hen for at få fred og ro. Katte og ildere kan i langt de fleste tilfælde lære at gå sammen uden problemer.

Ildere og hunde bør introduceres forsigtigt, og med hunden under fuld kontrol. Man bør være opmærksom på at terrierracer og andre hunde med stort jagtinstinkt kan se ildere som potentielt bytte, og at det ikke er alle hunde der kan eller bør introduceres for ildere. Mange ildere vil reagere overfor hunden ved at hvæse og puste sig op, og hvis hunden kommer for nær vil den ofte få et hak i snuden. Sammenføringer mellem hunde og ildere skal ske gradvist med fuld opmærksomhed på og kontrol over situationen.

I nogle tilfælde vil en sammenføring imellem ildere og katte eller hunde blot betyde at dyrene tolererer hinanden, hvor man i andre tilfælde kan opleve at de leger og sover sammen.

10. Formering, yngelpleje og neutralisering

10.1 Cyklus og neutralisering tæver

Tæven går første gang i løbetid foråret efter hun er født, og vil som fertil gå i løb de følgende forår resten af hendes liv, eller til hun bliver for gammel. Ved løbetid hæver vulva op til på størrelse med en stor ært. Tæven skal have ægløsning før hun går ud af løb, og da ægløsning sker ved parring, betyder det at hun ikke går ud af løb af sig selv. Ved længere løbetid opstår benmarvsdepression (se afsnit 11) som er en livstruende tilstand, hvorfor det er nødvendigt at tage tæven ud af løb. Tæver kan med andre ord dø af deres løbetid!! Parring er i mange tilfælde ikke den bedste løsning (se afsnit 10.3), i stedet kan tæven parres med en v-hob, som er en steriliseret han der trækker tæven ud af løb uden at gøre hende drægtig. Ved denne løsning vil tæven gå falsk drægtig og ændre adfærd. Nogle tæver bliver meget kælne og andre kan vise aggressiv adfærd. De kan også tro at tøjdyr eller andre ildere er deres hvalpe. V-hobs kan være svære at finde, og en anden løsning kan være at give en hormon sprøjte indeholdende hCG (Humant Chorion Gonadotropin) for eksempel produktet Chorulon vet, der også bringer hende ud af løb og ligeledes kan forårsage falsk drægtighed. En tredje mulighed er at give et præparat til medicinsk neutralisering (f.x. Suprelorin implantat). Virkningen er dog her lidt langsommere. Dette vil endvidere give falsk drægtighed hvis det gives i løb, men med implantatet bliver ilderen medicinsk neutraliseret det næste ½-2 år.

Det anbefales at neutralisere tæven hvis hun ikke skal bruges i avl. Dette kan gøres før hun går i sin første løbetid, men efter hun er fuldt udvokset, hvilket normalt passer med januar/februar i hendes første leveår, hvor hun er ca. ½ år gammel. Da tidlig kirurgisk neutralisering har en sammenhæng med binyrekræft (se afsnit 11), er det en god idé at give tæven et implantat på dette tidspunkt, og så kirurgisk neutralisere når det stopper med at virke, hvis ikke man ønsker at give et nyt implantat.

Fertile tæver kan være belastende overfor de ildere de går med, men det er sjældent nødvendigt at skille dem fra de andre.

10.2 Cyklus og neutralisering hanner

Hannen går i brunst sit første forår og hvert efterfølgende forår. Brunsten fortsætter til om efteråret. Dyr der holdes inde vil ofte vise brunsttegn tidligere. Hanner i brunst kan sjældent ret godt med andre ildere, idet de vil dominere dem og forsøge at parre dem. De kan i nogle tilfælde gå med neutraliserede hanner, men bør ikke gå sammen med tæver, da de vil parre dem uanset om de er neutraliserede eller fertile. Brunstige hanner lugter meget kraftigt og ubehageligt.

Hanner kan ligesom hunner neutraliseres fra de er fuldvoksne, og ligesom med tæverne anbefales det at vente så længe som muligt med kirurgisk neutralisering, og derved foretage medicinsk neutralisering (implantat) det første år, og derefter kirurgisk neutralisere hvis ikke man ønsker at give et nyt implantat.

10.3 Forberedelser til avl

Avl bør overvejes grundigt, og avlsdyr bør være udvalgt til formålet ud fra et kendskab til den pågældende linjes sundhed. Ilderbestanden lider under en del arvelige sygdomme og defekter, og derfor er en sød ilder der umiddelbart virker sund ikke nødvendigvist et fornuftigt avlsdyr.

Nogle aftegn kan have en sammenhæng med defekter som døvhed, ligesom nogle farvevarianter også mistænkes for at kunne medføre helbredsmæssige problemer. Det er vigtigt at sætte sig ind i disse ting inden avl.

Tæver skal som udgangspunkt være over et år og max 2½ år når de får deres første kuld. En tæve skal ikke have mere end et kuld om året og bør ikke få mere end 2, max 3 kuld i sin levetid, da et kuld tager hårdt på kroppen.

Angoratæver bør ikke bruges i avl, da de er kendt for at have for næringsfattig/for lidt mælk til hvalpene.

10.4 Parring og drægtighed

Tæven skal være i fuld løbetid, før hun kan parres op. Ved parring sættes tæven sammen med hannen på et mindre område eller et bur i et plan, da hannen vil slæbe tæven rundt i nakkeskindet. Parringen kan virke meget voldsom. I nogle tilfælde kan dyrene sættes sammen og være sammen i et døgn, og andre gange kan det være nødvendigt at parre over 2-3 gange over et til to døgn, hvor de sættes sammen i nogle timer til der er observeret fuldbyrdet parring, og derefter får lov at slappe af. Parringen er hård for begge parter.

Efter parring går tæven drægtig i 42 dage +/- 2 dage

Hun bør gå alene minimum den sidste uge af sin drægtighed i et lille etplans fødebur eller en løbegård med faste sider. Hun skal have en redekasse med tæpper eller andet blødt og støvfrit redemateriale. Det er vigtigt at der er god ventilation. Derudover indrettes der med bakke, mad og vand og tæpper. Undlad at have hængekøjer og lignende, da nogle tæver kan finde på at flytte hvalpene derop. Tæven skal tilbydes daglig udetid fra buret. I starten vil hun ikke forlade hvalpene meget, men med tiden vokser hendes behov for at komme ud.

På et optimalt foder er ekstra tilskud ikke nødvendigt, men tæven kan tilbydes ekstra kød, ekstra proteinrig kost, diverse tilskud og æggeblomme.

10.5 Hvalpenes udvikling

Tæven kan føde mere end 14 hvalpe, normal kuldstørrelse er ca. 4-8. Hvalpene fødes nøgne eller dækket af fine dun og vejer omkring 5-15 gram. De er blinde og fuldstændigt afhængig af tæven ved fødslen.

Hvalpene får deres babytænder omkring 3 ugers alderen, det er også her de begynder at kunne smage på mad selv, dette kan være opblødt most tørfoder blandet med modermælkserstatning. Start med at lade dem smage små mængder (tilføj evt. i starten meget modermælkserstatning), så de kan vende sig til den nye kost. På dette tidspunkt har hvalpene fået deres babytænder. Fra de er 4 uger åbner de øjnene, og herfra går det stærkt, for så begynder de for alvor at lege og bliver mobile. Voksentænderne begynder at komme fra de er 6-8 uger og er færdigskiftet omkring 10 ugers alderen, hvor hvalpene er klar til at blive vaccineret imod hvalpesyge og flytte hjemmefra. Det er ikke usædvanligt at tæven allerede nogle uger før de er klar til at flytte begynder at afvise hvalpene, og tilbringe mindre tid med dem, men hvalpene skal stadig lære at være ildere og har brug for deres søskende og gerne voksne ildere (tæven eller andre ildere i hjemmet), til at lære og afprøve ilderadfærd.

Ilderhvalpe kræver meget tid og opdragelse, og selv om ilderhvalpen er godt opdraget fra opdrætteren, vil de alligevel teste i det nye hjem, hvor opdragelse også er nødvendig. Ilderen bliver teenager fra den er ca. 4-6 måneder (det kan variere meget), hvor den kan blive meget testende i sin adfærd.

11. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Ildere er gode til at skjule sygdom, og derfor bør man tage alle sygdomstegn alvorligt. Hvis ilderen først viser sygdomstegn skal den til dyrlæge, da mange sygdomme ellers hurtigt kan eskalere og udvikle sig til at blive livstruende. Dette og det faktum at ildere er meget tilbøjelige til at få kræftsygdomme, gør at man som ilderejer må være forberedt på at man kan risikere at skulle bruge mange penge på dyrlægeregninger. Ildere kan forsikres, hvilket kan være en god idé i forbindelse med akut og alvorlig sygdom. Man bør altid søge dyrlæge hvis ens ilder kaster op gentagne gange, har diarre over flere dage, sover mere end den plejer, bliver bleg eller ilderen virker sløv eller afkræftet.

Herunder oplistes en række sygdomme der er normale for ildere, samt symptomer og behandling.

Binyrekræft

Dette er som navnet indikere kræft i binyrene. De klassiske symptomer er at ilderen taber pels, og kan få orange/gule pletter på huden. Ved binyrekræft kan pelstabet være over hele kroppen, typisk starter det på bagkroppen. Andre symptomer på binyrekræft er tegn på brunst eller løb i kastrerede/steriliserede ildere. Binyrekræft ses hos kirugisk neutraliserede ildere, og skyldes at binyren begynder at reagere på hormonerne ilderen stadig har i kroppen, hvilket fører til tumorvækst. I nogle tilfælde kan tumorne fjernes, men i langt de fleste tilfælde kan væksten bremses ved at foretage medicinsk neutralisering (deslorin). Ilderen kan med det blive symptomfri og få forlænget livet væsentligt uden gener fra sygdommen.

Insulinoma

Insulinoma er kræft i bugspytkirtlen, som medvirker en øget udskillelse af insulin. Insulinen får blodsukkeret til at falde. Symptomerne skyldes det lave blodsukker, og kan i starten være at ilderen virker fjern eller går og ”dykker” lidt med hovedet, måske ligger den sig fladt ned og reagerer ikke som den normalt ville. I værre tilfælde får den epilepsi lignende kramper, som den kan dø af. Ved akutte anfald kan man smøre en smule honning på dens gummer eller hvis man har lidt druesukker. Dette skal man IKKE gøre med mindre ilderen allerede HAR insulinoma og er ved at få et anfald, da det udenfor den sammenhæng kan medføre insulinoma. Insulinoma kan ikke kureres, men det kan behandles så ilderen i nogle tilfælde kan få mere tid. Snak med en ilderkyndig dyrlæge om insulinoma, mange andre dyrlæger vil diagnosticere det som epilepsi eller sukkersyge, med fatale konsekvenser for ilderen.

Der findes adskillige teorier angående årsagen til insulinoma, bla. at det kan skyldes høje niveauer af kulhydrat i kosten. Dog er dette ikke bevist. Det er dog vist at denne kræft type og andre typer, oftere ses hos neutraliserede individer.

Lymfoma

Lymfoma eller lymfom er kræft i lymfekirtlerne. Symptomerne er uspecifikke som: vægttab og utilpashed, men man vil ofte opdage det ved at ilderen pludselig taber sig og ”sygner hen”. Symptomerne på leukæmi ligner meget. Man kan eventuelt snakke med sin dyrlæge om mulighed for livsforlængende medicin, hvis det opdages tidligt og ilderen stadig er frisk. Dog er kemoterapi ikke blevet brugt meget herhjemme til ildere og derved har dyrlægerne ikke er erfaring med det her hjemme imodsætning til fx. USA. Stråling er en anden mulighed for behandling, men er heller ikke blevet gjort meget herhjemme, hovedsagligt pga. omkostningerne.

Luftvejsinfektion

Tegnene på luftvejsinfektion er at ilderen gisper efter vejret eller at der er lyde på dens vejrtrækning. I pelsskifte kan ilderen få disse symptomer uden der egentlig er tale om infektion, og man kan i første omgang forsøge at fjerne løse hår fra ilderens pels og at give den lidt olie, for at få hårene til at gå igennem systemet nemmere. Hvis dette ikke har en hurtig effekt, bør der søges dyrlæge. Luftvejsinfektion kan være smitsomt, men er sjældent alvorligt hvis det behandles.

Det er normalt at ildere nyser en del, og hvis de begynder at gå og snotte, kan det være en almindelig forkølelse. Man kan her give lidt kamillete uden sukker, og ellers holde sin ilder varm og sørge for at den ikke får træk.

Influenza kan smitte imellem ildere og mennesker

Underlivsbetændelse

Især tæver i løbetid eller drægtige tæver er meget tilbøjelige til at få en underlivsinfektion. Den kan være åben eller lukket. Ved en åben underlivsinfektion opdager man det ved at de har gulligt eller grønligt udflåd. Ved en lukket infektion kan de blive sløje, have feber eller man kan mærke det ved at underlivet føles hårdt når man trykker nederst på ilderens mave.

Hvis underlivsbetændelse opdages i tide og der sættes ind med behandlig, er der gode prognoser for at tæven kan komme sig helt.

Diarre

Diarre kan skyldes mange ting. Hvis ens ilder har lidt dårlig mave, kan man i første omgang forsøge at give den zoolac (eller lignende). Hvis det ikke har en effekt, skal man tage til dyrlægen. Diarre kan medføre dehydrering og gøre skade på tarmen hvis det er ovre længere tid. Hvis der er blod i eller sammen med afføringen kontaktes dyrlæge med det samme.

Parasitter

Ildere får sjældent orm, men det kan ske, og i så fald er symptomerne de samme som de vil være hos hund og kat (fx udspilet mave,vægttab). Der er derimod mange tilfælde af ildere der har fået giardia. Symptomerne kan være grønlig afføring eller lidt tynd mave. Nogle ildere bliver meget syge af det, hvor andre kan gå med parasitten uden at vise symptomer.

Øremider er en parasit som ildere ofte får. De kan opdages ved at der er meget ørevoks i ilderens øre, som kan være kaffegrumsagtigt. Derudover vil en ilder med øremider klø sig meget omkring ørene. Når man renser ens ilders ører, kan man undersøge vatpinden i et godt lys. Øremider kan spottes med det blotte øje og vil ses som små hvide prikker der bevæger sig rundt på vatpinden. Alternativt kan dyrlægen konstatere øremiderne. Godkendt behandling af øremider er receptpligtig, hvorfor dyrlægen uanset skal kontaktes.

Fremmedlegemer

Det er ikke direkte en sygdom, men ildere er slemme til at tygge i bløde ting som gummi og latex. Det kan være alt fra skaftet på en rengøringskost, et pivedyr, et stykke viskelæder eller et par gummistøvler. Det er desværre ofte set at ildere har fået et fremmedlegeme til at sidde fast i tarmen, hvilket i nogle tilfælde er dødeligt, men ofte kan opereres ud, hvis man opdager det i tide. Symptomerne kan først og fremmest være at ilderen har afføring der er meget smal, eller det kan være diarre. Udover det kan det være slaphed, feber, manglende appetit, opkast og generel utilpashed. Hvis man har mistanke om at ens ilder har et fremmedlegeme i tarmen, skal der søges dyrlæge akut.

Benmarvsdepression

Tæver der har gået for længe i løbetid vil med tiden udvikle benmarksdepression. Det skyldes at østrogenerne i kroppen forhindrer produktionen af nye blodlegemer, hvilket i sidste ender fører til blodmangel, som tæven, hvis der ikke bliver gjort noget ved det, vil dø af.

Symptomerne er løbetid sammen med træthed, bleg næse og tandkød og i de sidste faser hårtab. Tilstanden kan afhjælpes ved at tage tæven ud af løb. Tæven kan gives hormonsprøjte som nævnt ovenfor eller medicinsk neutralisering (implantat). En tæve der er hårdt mærket af benmarvsdepression bør ikke parres op eller sættes sammen med en v-hob, da hun kan være meget svækket og bør have tid og ro til at komme sig.

Hvalpesyge (distemper/hundesyge)                                                                              

Hvalpesyge er sjælden blandt ildere, da langt de fleste ilderejere vaccinerer deres dyr, og vaccination er påkrævet til sociale begivenheder hvor ildere mødes. Sygdommen findes dog i Danmark, hvor der jævnligt er tilfælde iblandt hunde og mink. Hvalpesyge er 100% dødelig for ildere og meget smitsomt. Symptomerne kan være flåd fra næse og øjne, hævelse og skorpedannelse ved snuden eller diarre og lungebetændelse.

12. Varianter

12.1 Pelsvarianter

Ilderen findes i to pelsvarianter. Korthår (almindelig pels) og angora (langhåret). En semiangora er en korthårsilder hvis ene forældre er angora, og som i nogle tilfælde kan være mere langhåret end almindelige korthårsildere. Angoraer har ingen eller næsten ingen underuld og har ofte, men ikke altid, næsefejl i større eller mindre grad (ekstra fold i næsen).

12.2 Farver

Der findes ingen international farvebeskrivelse for ildere, derfor vil en ilderfarve der hedder en ting i Danmark, hedde en anden ting i tyskland og en tredje i USA. De mest brugte danske betegnelser er:

Standard/vildtfarvet

Standarden har en lys til cremefarvet underuld og brune til sorte dækhår. Ben og hale er mørke og næsen kan være lyserød, plettet, med ”T” aftegning eller mørk. Masken kan variere fra en tynd v maske til en kraftig maske der vokser sammen med farven på hovedet og giver indtrykket af ”lyse øjenbryn”. Den mørke standard ligner den vilde ilder i naturen, hvor den lyse standard kan fremstå næsten grålig på kroppen med stor kontrast til ben og hale.

Albino

Albinoen er hvid/cremefarvet med røde øjne. Farven kan i nogle tilfælde, og især hos virile/fertile dyr være gullig. Albinoer kan få mørke rander under øjnene, dette skyldes fedtudskillelse, ikke pigmentering.

Pastel

Pastellen har en lys til cremefarvet underuld og dækhår i brune, lysebrune og beige nuancer. Næsen er lyserød til lettere pigmenteret. Maske er ikke nødvendigt for lyse pasteller men foretrækkes hos mørkere pasteller.

Silver

Silveren har en lys til cremefarvet underuld. Dækhårene er sorte og grå, der må ikke være brune dækhår. Silveren dækker i Danmark alt fra en næsten helt grå ilder med mørkegrå ben og hale og en maske, til næsten helt hvide ildere med enkelte mørke hår. De helt lyse silvere der kun har få mørke hår kaldes af nogle en ”marked dew”. Farven på silvernæser varierer meget og kan ændre sig hele livet igennem. Silvere har stort set altid aftegn, men de kan ikke altid ses på en lys silver.

DEW

DEW står for dark eyed white. Farvebeskrivelsen er som hos albinoen, bortset fra øjnene som er mørke. En variant herunder er BEW (blue eyed white) hvor øjnene er blå. Næsen bør være lyserød.

Sort

Den sorte ilder har en mørkcremet til grållig underuld samt sorte og meget mørkebrune dækhår. Den fremstår helfarvet sort med undtagelse af en smule hvidt fra snuden og om munden og der kan være en meget svag antydning af ”øjenbryn”. Næsen er helt mørk.

Andre farver

Roan

Roan er egentlig ikke en farve. Det er en gen der gør at ilderen får flere og flere lyse år med alderen. Roan er et af de gener der kan give silverfarven, men ses også i andre farver, hvor det i udstillingsøjemed ses som en fejl.

Chokolade

Chokolade er en relativt ny farve i Danmark, som der endnu ikke er bred enighed om at definere, da  grænsen imellem chokolade og meget mørk pastel kan være svær at skelne. Desuden er der uenighed om hvorvidt en chokolade kan have maske eller om den skal være en brun helfarvet ilder i stil med den sorte.

12.3 Aftegn

Panda

En pandategnet ilder har et helt hvidt hoved uden nogen mørke hår, og det hvide går ned til skuldrene, hvor det står i kontrast til ilderens grundfarve. Ildere med dette aftegn er ofte, men ikke altid, døve. Panda ilderen har normalt også tomte.

Blaze

Blaze er en stribe der går henover hovedet på ilderen, ligesom pandaaftegnet kan der her være en sammenhæng med døvhed.  Blaze ildere har tit også tomte

Harlekin

Harlekin er et rodet aftegn, der kan være hvide pletter fordelt over hele kroppen. Harlekinen har hvide aftegn på hovedet, der kan ligne pandaaftegnet, men med mørke pletter i det hvide, eller den kan ligne en meget ujævn blaze med flere hvide pletter ved siden af blazen. Harlekinaftegnet kan også hænge sammen med døvhed.

Mitt

Hvide handsker/sokker

Bib

Hvid streg på halsen/hagesmæk

Tomte

Mitt+Bib

 

Kilder:

Bøger og artikler:

Ingemann, C. (2012) Mortality of Mustela putorius furo in Denmark,the average lifespan and causes of euthanasia and death (unpub)

Schilling, K. (2007) Ferrets for Dummies (2. Ed) Indiana: Wiley Publishing

Online litteratur:

http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Artsleksikon/Dyr/Pattedyr/Rovdyr/Ilder/

http://www.broadinstitute.org/files/shared/genomebio/Ferret_WhitePaperp.pdf

http://weaselwords.com/

http://www.mdferretpaws.org/index.html

http://www.ferret-universe.com/

http://holisticferret60.proboards.com/index.cgi?board=mice&action=display&thread=1366

http://www.ansci.cornell.edu/plants/toxicagents/thiaminase.html

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Hygiejne_og_indretning/Sider/Fisk-og-fiskevarer.aspx

http://www.vet.dtu.dk/Nyheder_fra_instituttet.aspx?guid=%7B73ED738D-8927-429F-82E1-76E61811D2F8%7D